Child

Indsamlingen ”Tænk stort – med små bidrag” runder 10 mill kroner

Skrevet af Anne d. 26/01/2012

Kunder, leverandører og medarbejdere i varehuskæden Bilka har nu indsamlet 10 millioner kroner til indsamlingen ”Tænk stort – med små bidrag”. Pengene skal bruges til renovering og nybyggeri af fire sundhedscentre i Malawi.

Det er kun et år siden, at Folkekirkens Nødhjælp og Bilka indgik samarbejdet ”Tænk stort – med små bidrag”. Siden har det summet af aktivitet i Bilkas varehuse over hele landet:

  • Medarbejderne har eksempelvis arrangeret gospelkoncert, amerikansk lotteri og solgt lektiehjælp.
  • Kunderne har doneret deres flaskepant og købt Malawibrød, armbånd og shoppingbags til støtte for indsamlingen.
  • Bilkas leverandører og Købmand Herman Sallings Fond har også bidraget.

Det seneste års aktiviteter betyder, at indsamlingen ”Tænk stort med små bidrag” nu har rundet 10 millioner kroner. Pengene går til at renovere og bygge nye faciliteter som fødeafdelinger på fire sundhedscentre i Malawi.

”Jeg er stolt over, at både medarbejdere, kunder og leverandører har været indstillet på at deltage i projektet. Da vi opfordrede til at hjælpe, var alle klar til at give en hånd. Det er en god fornemmelse,” siger Henrik Libak, direktør i Bilka.

Malawi er et af de fattigste lande i verden. 70 procent af befolkningen på ca. 15 millioner lever på landet med ingen eller ringe adgang til sundhedsydelser. De er plaget af hiv og aids, malaria og underernæring. Børnedødeligheden er høj, og hver dag dør 16 kvinder i forbindelse med fødsel.

De fire sundhedscentre skal kunne tilbyde livsvigtig medicin og behandling, og centrene vil især have fokus på at nedbringe børnedødeligheden og antallet af mødre, der dør i barselsseng.

”Vi får meldinger fra Malawi om, at Bilkas projekt er blevet modtaget med stor glæde. Med det flotte indsamlingsresultat har Bilka skrevet sig direkte ind i hjerterne hos de mødre, fædre og børn, der vil få gavn af sundhedscentrene. Jeg er taknemmelig over, at Bilka har givet os mulighed for at hjælpe,” siger Henrik Stubkjær.

Bilka fortsætter indsamlingen i hele 2012, hvor nybyggeriet på det første sundhedscenter i Malawi vil blive indviet og taget i brug. Målet er at samle 13,8 millioner kroner ind, men med den succes, indsamlingen nu oplever, bliver det spændende at se, hvad fremtiden vil bringe.

Ingen kommentarer

No comments yet.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment