Child

Folkekirkens Nødhjælp og Bilka vinder ny pris

Skrevet af Joanna Hagstrøm d. 11/09/2013

IMG_2776

Folkekirkens Nødhjælp og Bilka får fundraisingpris for sundhedsprojekt i Malawi.

Folkekirkens Nødhjælp og Bilka har vundet prisen for ”Bedste fundraising-kampagne 2013”.

Det stod klart, da Fundraisingprisen blev uddelt for første gang tirsdag aften.

Fundraisingprisen uddeles af ISOBRO, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, og Folkekirkens Nødhjælp var nomineret i to ud af fire kategorier, og vandt for projektet ” Giv en livline til Malawi”. Projektet er skabt i samarbejde med varehuset Bilka og blev søsat i 2011 og har siden samlet næsten 15 millioner ind til opbygning af fire sundhedscentre i Malawi.

Stolt over kunder

Hos Bilka er man både glade og stolte over, at virksomheden deltager i projektet.

”Jeg er naturligvis meget stolt over, at min virksomhed har valgt at bruge ressourcer på humanitært arbejde. Men jeg er om muligt endnu mere stolt over, at vores kunder og leverandører bakker så flot op om vores initiativ,” siger Thorbjørn Sejer Jensen, marketingdirektør i Bilka.

Da ”Giv en livline til Malawi” fik overrakt prisen tirsdag aften lød begrundelsen fra juryen, at ”det er et flot CSR samarbejde, som formår det alle, der gerne vil arbejde med erhvervslivet, drømmer om. Der sker en aktiv involvering fra hele virksomheden. Der bliver fulgt op og udviklet efterhånden som man ser, samarbejdet kan bære det. Det er et signifikant beløb, der indsamles.”

CSR er en engelsk forkortelse, som ofte oversættes til “virksomhedens sociale ansvar” eller “virksomhedens samfundsansvar”. Og netop virksomhedens rolle i projektet har været rigtig positiv, mener Thorbjørn Sejer Jensen.

”På de interne linjer er det fantastisk at mærke, hvilken positiv effekt det har på vores medarbejdere – det har givet et løft til hele organisationen, at vi har en så sympatisk fælles sag. At vi så i tilgift modtager denne pris synes jeg bare understreger, at vi har fat i noget vigtigt og at vi – i al beskedenhed – har gjort det godt!”

IMG_2787

Pris giver energi

At vinde prisen for bedste fundraising-kampagne har også vakt begejstring hos Folkekirkens Nødhjælp. Her ser sætter man først og fremmest pris på Bilkas mod til at deltage i kampagnen.

”Jeg har arbejdet med CSR i denne branche i mange år, og i mange år har vi sagt, at nu vil det boome – alle virksomheder vil tage et socialt ansvar. Men det store boom er indtil nu udeblevet, og kun ganske få virksomheder har for alvor taget opgaven til sig. Bilka er den danske virksomhed, som har turdet integrere flest af deres egne interessenter, og de har derved skabt fundamentet for en kæmpe succes – både branding- og pengemæssigt,” siger Henriette Gejsing, ansvarlig for erhvervsrelationer i Folkekirkens Nødhjælp.

Prisen har givet Henriette Gejsing ekstra energi til at fortsætte det positive samarbejde med virksomheder.

”Jeg er vanvittig stolt over at være en del af dette samarbejdet, som kun har kunnet lade sig gøre, fordi vi overalt har mødt velvilje og hjælpsomhed. Det giver mig energi til at fortsætte det vigtige arbejde med at knytte bånd mellem virksomheder og det humanitære arbejde – et samarbejde hvor alle vinder.”

Tekst af Jonas Pröschold

Ingen kommentarer

No comments yet.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment