Child

Sandies dagbog fra Malawi

Skrevet af Julie d. 16/05/2013

Ambassadør Sandie har skrevet dagbog fra rejsen til Malawi, og den kan du læse her:

Lørdag d. 4. Maj 2013

Dagen starter med at få pakket rygsækken færdig. Hvad skal jeg have med? Tjekker vejrudsigten igen og bliver enig med mig selv om, at en enkelt langærmet trøje må være nok. Dobbelttjekker programmet for turen og tager højde for forskellige dresscodes. Solcreme: tjek!

Myggebalsam: tjek! Pas: tjek! Store forventninger: tjek!

Har lidt udfordringer med resten af pakningen, da det hele skal fordeles i både håndbagage og rejsetaske. Der er desværre en forholdsvis stor risiko for, at baggagen enten forsinkes betragteligt eller ligefrem bortkommer på den 22 timer lange rejse. Vi starter i Københavns lufthavn og ender i Lilongwe (Malawi) efter pitstops i Frankfurt og Addis Adaba Bole.

Vi mødes alle ”under uret” i Lufthavnen kl. 15.45. Jeg glæder mig meget til at møde ”holdet”.

Vi kommer fra forskellige stillinger i Bilka, men ens for alle er det oprigtige engagement i dette projekt og de tårnhøje forventninger til den kommende uges oplevelser. Jeg får ret hurtig følelsen af, at være en del af et fællesskab.

Kl. 18:05 letter flyet fra København. Indtil videre er alt gået problemfrit. Der bliver diskuteret forventninger på flyet, men de færreste har en reel ide om, hvad der reelt venter os.

Søndag d. 5. Maj 2013

Første del af dagen foregår over skyerne. Vi forlader Europa til fordel for Afrika.

Hvor vi på de 2 første fly havde siddet nogenlunde samlet, I hvert fald have vi alle en ”medsammensvoren” ved sin side, bliver vi på den sidste strækning spredt for alle vinde. Fra Addis Adaba (Ethiopien) til Lilongwe er jeg den heldige vinder af en smørhulsplads. Passagerene er, hvad min far ville have kaldt en pose blandet bolsjer. Adskillige lande og kontinenter bliver repræsenteret flot. Det sætter mine sanser på prøve. Specielt min lugtesans bliver udfordret. Duften/lugten er adskillige udefinerbare krydderier, parfumer og personlige dufte ligger tykt i hele kabinen.

Jeg beslutter mig, at tiden kan bruges til genopfriskning af baggrundsviden om Malawi og ikke mindst vores projekter med sundhedscentrene. Frem fra tasken, hive jeg vores udleverede rejsemappe. Det vækker åbenbart interesse ved min sidemand, der i forvejen har brug for at fylde halvdelen af mit sæde. Han er fra Ethiopien og arbejder for FN med nogle projekter i Malawi. Jeg fortæller ham, om vores projekter. Han peger byer og projekter ud på mit medbragte Malawikort. Han synes det er flot, at vi som virksomhed indleder et sådan samarbejde med Da

n Church Aid (Folkekirkens Nødhjælp). En organisation, som har utrolig meget goodwill blandt befolkningen og andre lignende organisationer. Min nye buddy udfordrer min høresans. Han taler engelsk, endog med en meget svær accent.

Jeg må derfor nogle gange blot nikke anerkendende og komme med suplerende ”aha” og ”oh”’s, når han velvilligt peger ud af vinduet og efterfølgende på kortet samtidig med at jeg kæmper med at sætte hans lyde sammen til rigtige ord. Dette er mit første, af mange interaktioner med lokalbefolkningen. Et åbent og utroligt taknemligt folkefærd, hvis lige, jeg endnu ikke har oplevet.

Vi lander til tiden og til 24 grader.

Køen for at komme igennem lufhavnen, er længere end køen i Bilka d. 22.december. Nu rammer virkeligheden os. En faktor, som er altafgørende i vores hverdag hjemme i Danmark, tid, har malawianerne en helt anden opfattelse af. Vi finder senere ud af, at tiden ikke går på samme måde i Malawi, som i Danmark.

Sundhedscentrene ligger langt ude på landet.

Vi møder endelig vores guider og chauffører fra Dan Church Aid (FKN). Alle tre er lokale, der har arbejdet for organisationen i flere år. Levie, Josef og Francis. Vi er endnu uvidende om den enorme mængde viden, de tre herlige mænd indeholder.

En køretur på en god times tid, til vores lodge, præsenterer os ovefladisk for Malawis smukke natur.

Godt træt i kroppen og hovedet lægger jeg mig til at sove med, om muligt, endnu større forventninger til morgendagen end dagen forinden.

 

Mandag d. 6. Maj 2013

Dagen starter kl. 6:30 med fælles morgenmad på lodgen, hvor vi har overnattet. Da Malawi tidligere har været under Englands beskyttelse, får vi hver morgen serveret æg, bønner og kartofler til morgenmad. Typisk ”English Breakfast”. Det er jo bestemt ikke den værste måde, at starte dagen på.

Når bilerne er pakket med vand til turen og baggagen på tagene, sætter vi kursen mod vores første besøg. Vi skal se Kanyama Healthcenter. Et sundhedscenter, hvis nye fløj, åbnede for en uge siden.

Turen til Kanyama er foregår på en meget bumpet og tør lervej, der snor sig gennem

Det var et rørende møde med patienterne på sundhedscentret i Kanyama.

et rigtig smukt, men også lettere ufremkommeligt landskab. Vi får at vide, at i regntiden er vejen ikke mulig at kører på, pga mudderskred og med 100% risiko for at sidde fast.

Vi ser rigtig mange mennesker i vejkanten konstant. Børn på vej til skole, med deres skolehæfter i en lille plasticpose. Kvinder med brændestakke på hovederne. Tyrer, der trækker en kære. Vi kører forbi en mand, der trækker sin cykel. Bag på cyklen sidder en højgravid pige. Os i bilen, joker lidt forsigtigt, med at det er Afrikas svar på en ambulance. Vi er stadig meget naive, men det ændre sig i løbet af de næste par timer.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, inden jeg tog til Malawi. I hvert fald ramte virkeligheden mig i løbet af et kort øjeblik. En rundtur på sundhedscenteret efterlod mig med en bitter-sød smag i munden. At se nogle at de faciliteter, der var datid, gjorde større indtryk på mig, end jeg havde regnet med. Sengene bestod af totalt blottede skummadrasser. I lokalet hang der, hvad der mindede om slagterforklæder og vaskerummet lignede mere end stald, end et sted, hvor jordmødre vasker sig, inden en fødsel.

Til gengæld var den nye fløj, der er doneret af Bilkas kunder, leverandører og medarbejdere, en super positiv oplevelse. Sengene var moderne og stuerne inddelt i ”før-fødende”, ”fødende”, ”barselsstue” og en stue til babyer, der er født for tidligt.

Vi mødte både piger, der ventede på at nedkomme og piger, der havde født 12 timer forinden. De var alle rigtig begejstret for det nye sundhedscenter. Er lidt i tvivl om, hvem der var mest begejstret, patienterne, personalet eller os ambassadører?

Vi blev inviteret ind i en af de 2 rigtig attraktive personalehuse. Huse, der bliver bygget, for at lokke og fastholde de bedste sygeplejersker. Sygeplejerske er en mangelvarer i Malawi, da mange flytter til England efter end uddannelse, da lønnen der, er meget mere attraktiv. Faktisk er der flere malawianske sygeplejersker i Manchester alene, end i Malawi. Huset er rigtig lækkert og minder meget om et dans parcelhus. Helt usædvanlig godt i forhold til standarden i Malawi.

Vores besøg lakker mod enden. Alle oplevelserne har været overvældende. Vi har snakket med mange forskellige mennesker og vores rygsække er fyldt med blandede indtryk. Lige inden vi sætter os i bilerne igen, ankommer manden med cyklen og den højgravide pige. Det er flere timer siden, vi så dem sidst og forstår nu endnu bedre, hvor stor en udfordring befolkningen har, når infrastrukturen er så mangelfuld. Mange fødende kvinder, har ikke muligheden, for at sidde bag på en cykel, men må tilbagelægge op til 8-10 km.  til nærmeste sundhedscenter til fods. Ofte barfodet.

Vi kører derfra med en euforisk følelse af, at v

i virkelig har gjort en forskel for nogle mennesker her.

 

Tirsdag d. 7. Maj 2013

I dag skal vi besøge nogle projekter, støttet af Folkekirkens Nødhjælp. Dette er ikke projekter som Bilka har aktier i. At besøge disse projekter skal blandt andet give os en større forståelse for samfundet og dermed også de udfordringer, man står overfor, som hjælpeorganisation. Det giver os også et indblik i, hvordan Folkekirkens Nødhjælp prioriterer deres arbejdsgange mv.

Vi starter i lille landsby, med ældre mennesker. Da malawianere generelt er meget uoplyste og fattige, giver det nemmere anledning til forskellige konspirationer i landsbyerne. Det kommer desværre til udtryk gennem udstødelse af ældre i samfundet. Mange tror, de kan kaste forbandelser over syge børn i deres lokalsamfund. Hvad der ganske enkelt virker uretfærdigt og meningsløst i Danmark, fx dødsfald af børn, prøver de at finde en forklaring på. Hvordan kan en gammel gråhåret dame, der har levet hele sit liv, stadig være i live, når landsbyens børn dør? Det lyder utroligt, men mangel på viden, får folk til at drage deres egne konklusioner. Det minder mest af alt om heksejagten i Danmark, der foregik, for flere hundrede år siden.

De ældre i er samlet i denne landsby, hvor de gennem et hjælpeprogram får økonomisk støtte, så de kan forbedre de sidste år af deres liv. Deres kroppe er for slidt, til selv at skaffe mad på bordet og deres familier er for fattige til at forsørge dem.

De får hvad der svarer til ca. 35 kr. om måneden. Pengene må ikke bruges på modtagerens børn og børnebørn. I så fald stopper udbetalingen. Aldrig har jeg mødt nogen, der er så ovenud glad for at kunne få sukker i teen. Alle jeg snakkede med, pralede med deres sukker i teen. Derudover, har de haft råd til at stormsikre alle deres hytter.

De ældre og nogle af deres værger dansede og sang for os, mens andre tilberedte en stor buffet til os alle. Vi havde god til at bevæge os rundt i landsbyen og  bl.a. snakke med indbyggerne og se kvinderne lave mad over bål i fællesskab.  I et stort bur i udkanten af landsbyen, er der en masse geder. Det er de geder, der gives væk til en familie, når folk hjemme i Danmark køber et ”Giv en ged-gavekort”. Det var utroligt bekræftende, at se hvor direkte nødhjælpen kan gå, fra supermarkederne i Danmark til en familie i Malawi.

Besøget i landsbyen slutter af med en gang fællesspisning. Jeg sætter mig ind i bilen med troen på, at nødhjælpens mange ansigter virkelig gør en forskel, på hver din måde.

Vi kører i 3,5 time til et Hospital i Mzuzu. Her skal vi se et ernæringsprojekt. 2 sygeplejersker tager os igennem processen, fra alt fra diagnosticering af fejl- og underernæring til rapportering og opfølgning.

I en afsides bygning på hospitalet, ha

r de deres egen produktion, hvor de maler majs og soyabønner til en melblanding, der sælges til de omkringliggende landsbyer. Sammen med det, sælges der små vitaminblandinger, der skal blandes med melblandingen, som de laver grød af.

Et meget bæredygtigt projekt, der på en måde modarbejder sig selv. Heldigvis. Jo bedre projektet kører, med oplysning om ernæring i landsbyerne, jo færre patienter har de i behandling for fejlernæring.

Efter denne dag, er jeg helt og aldeles faldet for Malawi og befolkningen. Sikke en evne til at tilpasse sig sin situation. På trods af de mange udfordringer, er befolkningen livsglade og meget gæstfrie.

 

Onsdag 8. Maj 2013

I dag går turen til Lunjika. Lunjika er det 4. Sundhedscenter og er stadig under opførelse. Det er et eksisterende sundhedscenter, der er ret forfalden. Med pengene fra Bilka, bliver der bygget et helt nyt fødeafsnit og de gamle bygninger bliver totalrenoveret, så de fremstår ligeså moderne, som det nye afsnit.

Da vi ankommer er byggeriet i fuld gang. Og vi bliver præsenteret for den lokale entreprenør.

Vi kan desværre ikke gå i gang med en rundvisning, da Høvdingen ikke er kommet. Vi er ankommet til tiden kl. 8:00, men da holdet omkring byggeriet og høvdingen, mente at det måtte være en fejl, er de ikke klar endnu. Igen et klassisk billede på, at tid er en mindre vigtig faktor i Malawi. Der bliver sendt en bil efter høvdingen og vi smugkigger

De lokale kvinder glæder sig til det nye fødeafsnit i Lunjika.

rundt i den gamle del af sundhedscenteret, der stadig er aktiv.

Ved godt, det ikke er fair at sammenligne mennesker med dyr, men vil bruge den sammenligning her. I alle venteværelser og behandlingsrum, er det ligesom at gå ind i en stald til kvæg. Kvinder er stuvet sammen og sidder på gulvet, da der slet ikke er senge nok.  Lugten i rummende er kvalmende, som en blanding af opkast, urin og sved. I venteværelset til ambulantbehandlinger, sidder kvinder med deres små børn, på koldt cementgulv og kan se frem til en ventetid på adskillige timer. Fælles for dem alle, er deres øjne, der er tømt for håb. Vi er sikre på, at deres børn er rigtig syge, hvis de har gået langt, for at komme hen til disse faciliteter for at blive tilset.

Lokale kvinder har forberedt et skuespil til os, omkring hvor vigtigt det er at gå til sundhedscenteret, når man skal føde. De synger sange om det nye sundhedscenter Lunjika, der meget snart står færdigt. Det er bl.a. også sådan de får kommunikeret det ud til resten af oplandet. Det er vigtigt, at folk bliver klar over, at sundhedscenteret er et moderne og meget mere sikkert sted at føde, end i en lerhytte i landsbyen. Den fødende kvinde sige at være i en tilstand mellem liv og død, når hun føder, fordi det simpelthen er så farligt, at føde i Malawi.

Høvdingen er nu ankommet og vi får en rundtur i den nye bygning og de bygninger, der er ved at blive restaureret. Jeg kan mærke lettelsen i kroppen, da jeg kan se, at dette sundhedscenter, bliver mindst ligeså flot og moderne som sundhedscenteret i Kanyama. Os ambassadører får smil på læben og bliver meget begejstret over, at dette snart står klar. Vi bliver endnu mere stolte over, at være en del af dette projekt. Bygningerne skal står færdig i løbet af junimåned. Derefter skal de fyldes med interiør og nyt og mere moderne udstyr. Vi køre fra sundhedscenteret, men en tro på, at her gør vi virkelig en forskel.

Sandie og de øvrige ambasadører blev også interviewet til den lokale radio.

Samme dag besøger vi også et overrislingsanlæg.  Et af Folkekirkens Nødhjælps projekter. Der er opsat solceller, der skaber nok energi, til at pumpe vand op fra undergrunden, så de kan vande deres jord udenfor regntiden. Det giver mulighed for at så og høste afgrøder 3 gange om året i stedet for 1 gang.

Her er ingen blandende følelser. Vi er meget begejstret for dette projekt. Der er 180 familier, der er en del af projektet og de dyrker grøntsager nok til at gøre alle mætte. Derudover er der også nok til, at de kan sælge varerne på det lokale marked og tjene penge på det. Projektet har kørt siden 2009 og landsbyen er vokset massivt siden da. Der er kommet nye hus og flere hytter har fået nyt tag.

Dette er i den grad et meget bæredygtigt projekt, der nu kan kører sig selv uden indblanding fra Folkekirkens Nødhjælp.

Da jeg lægger mig under dynen, er mit hoved helt bombet, af alle de indtryk jeg har fået indtil videre. Det føles som om jeg har været afsted i 3 uger i stedet for få dage. Alle indtrykkene blander sig med hinanden, da jeg falder i søvn.

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer

No comments yet.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment