Child

Bilka kæmper videre for Malawi

Skrevet af Joanna Hagstrøm d. 03/09/2013

Bilka har i samarbejde med kunder og leverandører samlet imponerende mange penge ind til den ekstremt fattige befolkning i Malawi. Nu tager otte engagerede Bilka-ansatte til Afrika for at se, hvordan pengene hjælper til et bedre helbred og en tryggere hverdag.

De er vant til, at folk kommer ind i butikken, finder de varer, de mangler, og kører dankortet igennem. Og hvis plastret fra indkøbene ikke er nok, er lægen et telefonopkald væk. Men på lørdag rejser otte Bilka-ansatte til et land, hvor hverken lægehjælp eller fødevarer er en selvfølge. Som ambassadører for Bilkas kampagne ”Giv en livline til Malawi” skal de se, hvordan hjælpen fra Danmark gør en forskel.

 Mette Ullits Sørensen fra Herning besøgte i maj ét af de støttede sundhedscentre.

Mette Ullits Sørensen fra Herning besøgte i maj ét af de støttede sundhedscentre.

På blot to et halvt år er der allerede blevet råd til at genopbygge fire sundhedscentre for de næsten 15 millioner kroner, Bilka har samlet ind, og mere er på vej. Sundhedscentrene yder blandt andet livsvigtig hjælp til fødsler, behandling af malaria, hiv/aids samt fejl- og underernæring – altså er ernæringsprojekter også en vigtig del af hjælpearbejdet.

Alle vil høre om Malawi 

Alle forskellige aspekter i projektet skal otte Bilka-ambassadører, som på lørdag rejser til Malawi, se og høre om. Det er hold nummer to ud af tre, som med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling i løbet af i år besøger Malawi. Ambassadørerne skal, på baggrund af deres erfaringer, fremover være nøglepersoner i forhold til projektet og sætte fokus på forholdene i landet over for blandt andre deres kolleger og Bilkas kunder. For hold 1 var oplevelsen stor.

”Alle vil høre om, hvad vi har oplevet. For nyligt var jeg til mine forældres sølvbryllup, og jeg snakkede næsten ikke om andet hele aftenen. Jeg skulle have taget min iPad med, så jeg kunne vise dem billeder,” siger Mette Ullits Sørensen fra Bilka Herning, der var i Malawi på hold 1 tidligere i år.

”Det kan være en kamp at overbevise nogle om, at pengene kommer det rigtige sted hen. Men nu ved jeg jo, at de gør, for jeg har set, hvad de har skabt,” siger hun.

Tina Hansen fra Bilka i Vejle er klar til at holde sit første foredrag om Malawi.

Tina Hansen fra Bilka i Vejle er klar til at holde sit første foredrag om Malawi.

Også Tina Hansen fra Bilka i Vejle var af sted tidligere på året.
”Det var en øjenåbner at se ét af de nybyggede sundhedscentre. Det gamle lå stadigvæk ved siden af, og der var nærmest hundrede år imellem. Det lignede noget fra 1. Verdenskrig, og det er virkeligt syge mennesker, der skal hjælpes” fortæller Tina Hansen, som snart skal holde sit første foredrag i en stor kvindeforening.

Store mål

Takket være Bilkas kunder, medarbejdere, leverandører og Købmand Herman Sallings Fond støtter Bilka nu otte sundhedscentre i alt, og målet for ”Giv en livline til Malawi” er at samle 20 millioner kroner.
I Malawi bor cirka 70 procent på landet og har derfor langt til hospitalerne i de store byer.

Sundhedscentrene, der bliver bygget og renoveret af Bilka og Folkekirkens Nødhjælp, sikrer befolkningen i landområderne adgang til livsvigtig behandling og medicin.

Sundhedstilstanden i Malawi

  • Sult er udbredt i Malawi og 23 % af alle malawiere er underernærede.
  • 48 % af børn under fem år lider af hæmmet vækst (stunting).
  • I Malawi dør 16 kvinder dagligt i barselssengen.

Tekst: Lise Benzon

Fotos: Carl Gustav Lorentzen

Ingen kommentarer

No comments yet.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment