Child

I Malawi er døden hverdag

Skrevet af Eva Højrup, journalist Folkekirkens Nødhjælp d. 30/04/2012

I Malawi dør 1 ud af 5 børn, før de fylder fem. Den barske realitet kommer tæt på, når man arbejder som volontør på et sygehus i Malawi.

I Danmark er vi vant til at et lille barn lægges i kuvøse, men her i Malawi, er kuvøser et sjældent syn, så man bruger kænguru metoden. Barnet bæres 24 timer tæt til moderens brust i en chitenje.

Birgitte Fly Baunsgaard fra Vejle er netop kommet hjem efter ti uger som volontør på hospitalet Holy Family Mission hospital i Phalombe, en by der ligger i det sydlige Malawi. Her fulgte hun stedets sygeplejersker, læger og jordmødr. Én af de oplevelser, der gjorde allerstørst indtryk var mødet med en lille pige på blot 700 gram:

På fødegangen har der de sidste ni dage været indlagt en mor med en lille pige, der er født for tidligt. Hun er født i 6. måned og vejer kun 700 gram.

Hospitalet har kun en kuvøse, og efter lang tids debatteren med moderen, får jordmødrene lov til at lægge pigen derind, så de kan holde hendes temperatur konstant. Hun er så lille, men utrolig aktiv. Det er umuligt at lægge et tæppe over hende inde i kuvøsen, for hun basker med arme og ben og vrider sig, indtil det er væk. Så ligger hun og kigger rundt, som om hun tænker over, hvad det er for en mærkelig verden, hun er kommet til.

Mit lille hjertebarn

Den lille pige er for lille til at drikke mælk ved sin mor, hun har ikke kræfter nok til at suge, så moderen malker mælken ud i et lille bæger og giver det med ske hver 2. time. I alle de dage hun har været her, har den lille pige lige så stille taget på. Ikke meget, men det vigtigste er, at hendes vægt går op og ikke ned. Hun har været aktiv og ikke haft nogen problemer. Hun er blevet mit lille hjertebarn, for jeg synes hun er så stærk og utrolig som hun ligger der og kæmper.

 

Men en fredag får hun pludselig problemer. Jeg kigger altid til hende, når jeg går forbi, denne gang er der noget i vejen. Hun er bleg og slap, og når jeg klapper hende på ryggen, reagerer hun ikke. Hurtigt får vi hende hen til maskinen, som vi bruger til at suge de nyfødte for væske i svælg og næse. Abigail Malunga, den ledende jordemoder, skælder lidt ud og fortæller mig, at moderen har overfodret barnet, så nu er hun ved at blive kvalt eller nærmest drukne i modermælk.

Jeg får lov at navngive pigen

Heldigvis reagerer pigen godt på behandlingen, og kort efter spræller hun igen lystigt i kuvøsen. Moderen ser bekymret ud og takker mig. Hun siger, at havde jeg ikke været der, ville pigen være død. Hun spørger, om jeg vil navngive hende. Jeg er beæret og behøver ikke tænke længe over hvilket navn, det skal være. Jeg giver hende navnet Hope, som betyder Håb.

Desværre er Hopes problemer ikke ovre og bare en time efter, har hun vejrtrækningsproblemer igen. Jeg får fat på Charles Malindi, som er den sygeplejerske, der står for Præmatur afdelingen. Han bruger en genoplivningsmaske til at hjælpe hende med at trække vejret. Hopes hjerte slår svagt og hun reagerer næsten ikke. Efter 20 minutter siger moderen noget på chichewa, græder og går udenfor. Charles siger, at moderen ikke vil være indlagt mere, hun er træt af at være på sygehuset og vil udskrives. Prognosen for den lille pige er nu dårlig, og uden ilt og varme fra kuvøsen er Hope så godt som død.

Svært at sige farvel

Charles går hen for at finde udskrivningspapirerne og bedstemoderen begynder at pakke deres ting sammen. Jeg står ved den åbne kuvøse med lille Hope, hendes hoved ligger i min ene hånd og kroppen i den anden. Hun er så lille og fin, hendes hjerte slår stadigt, men brystkassen hæver sig ikke mere, og kun engang imellem gisper hun efter vejret. Jeg beder til, at hun pludselig skal trække vejret normalt igen og blive fin lyserød, som hun plejer at være, at hun igen vil ligge der, som den lille energiske sprællemand hun plejer at være, men det sker ikke. Jeg siger til hende, at hvis hun har brug for at give slip nu, så er det okay, hun har kæmpet så hårdt.

Bedstemoderen kommer og viser mig, at hun vil have hende om på ryggen, bundet ind i en chitenje. Det er sådan kvinderne bærer deres børn. Så forlader de stuen, og der er nu fuldstændig tomt i kuvøsen og i sengen ved siden af. Ingen spor. Charles kommer også hen til kuvøsen og pakker den sammen. Han ærgrer sig over, at moderen ikke gav personalet tilladelse til at indoperere en sonde, da hun blev indlagt, for så var situationen måske undgået.

Bange for hospitals-slanger 

Yderst til venstre ved siden af mig står moderen til en lille dreng i vuggen, og til højre for mig står Abigail Malunga, ledende jordmoder på fødeafdelingen.

Først forstår jeg ham ikke. Jeg nægter at tro det, så jeg spørger, om de virkelig har sonder til præmature børn her på hospitalet. Han fortæller, at mødrene ofte nægter, at børnene får indlagt sond, og det samme gælder behandling med ilt. De forbinder slangerne med død, måske har de set ældre mennesker få ilt igennem en slange i næsen.

Charles fortæller mig nu, at han havde forsøgt at forklare moderen, at det var vigtigt, at pigen fik den rette mængde mælk, men moderen og bedstemoderen syntes, det var for lidt. Jeg bliver vred. Føler at moderen og bedstemoderen ved ikke at følge lægens og sygeplejerskernes råd, gav Hope dårligere odds. Jeg ved med min fornuft, at moderen selvfølgelig elsker sin datter, og at hun ville hende det bedste. Men det er så ubegribeligt, at folk vælger at handle imod sygeplejerskernes behandling.

Er der håb for Hope?

Da vi lidt efter sidder ved bordet i fødeafdelingen fortæller Abigail Malunga, at nogle gange sker det, at de har udskrevet et døende barn, men så kommer de pårørende næste dag med barnet igen, og barnets vejrtrækning er igen stabil. Den lange gåtur, hvor barnet har været bundet fast bag på ryggen, virker nærmest som genoplivning.

Jeg går en tur ned til de andre babyer på præmaturafdelingen. En mor, som jeg hjalp under fødslen, ligger her stadig. Hendes datter har det godt og sover sødt på sin mors bryst, godt pakket ind. Moderen tager min hånd og smiler, og jeg bliver lidt lettere inden i.

Jeg ved godt, at det ikke er alle små børn, der kan reddes, og at det ikke er naturens gang, at alle skal reddes. Alligevel tjekker jeg nu hver morgen sedlen for indlæggelser i håb om, at Hope er kommet tilbage. Mit lille hjertebarn. Men hun kommer aldrig tilbage.

Artiklen er skrevet af  Birgitte Fly Baunsgaard, volontør, Folkekirkens Nødhjælp

Birgitte Fly Baunsgaard ser til en lille for tidlig født dreng på fødeafdelingen på Holy Family Mission hospital i Malawi.

 

 

Ny klinik gør det sikrere at føde

Skrevet af Eva Højrup, journalist Folkekirkens Nødhjælp d. 18/04/2012

I Malawi dør 16 kvinder hver dag på grund af fødselskomplikationer, som blandt andet opstår, fordi højgravide kvinder føder alene hjemme i hytten eller fordi de skal gå mange kilometer for at få fødselshjælp. Det gør man nu noget ved i den lille landsby Chiringa. Fire volontører for Folkekirkens Nødhjælp opholdt sig tre uger af deres ophold i landsbyområdet Chiringa. Her observerede de hverdagen på én af de sundhedsklinikker, der nu bliver renoveret og genopbygget for penge indsamlet i Bilka i Danmark.

Allerede på lang afstand kan vi høre de glade stemmer, der blander sig med larmen fra maskinerne. Da vi krydser de store sanddynger, mødes vi af synet af cirka 500 mænd og kvinder, der vrimler rundt mellem hinanden. De gør alle deres bedste for at bidrage til genopbygningen af sundhedscenteret i Chiringa, der ligger i den sydøstlige del af Malawi.

Byggeprojektet skal modernisere de eksisterende bygninger på sundhedscenteret, der skal opføres en helt ny fødeklinik – og der bliver bygget to nye medarbejderboliger.

Volontør Gitte Winther Jørgensen var med til konsultationer på Chiringa sundhedscenter. Her tester Gitte et barn for malaria.

Føder på gulvet

Fødeafdelingen vil gavne de kvinder, der indtil nu har været tvunget til at føde uden professionel hjælp eller som har måttet gå omkring seks kilometer til den nærmeste offentlige fødeklinik. På den offentlige fødeklinik er der kun to sengepladser, hvilket betyder, at mange kvinder føder på gulvet med stor risiko for infektion hos både mor og barn. Desuden er der mangel på personale og dermed omsorg og opmærksomhed til de fødende kvinder.

Derfor er der stor opbakning til genopbygningen af den nye CHAM-fødeklinik her i Chiringa. CHAM (Christian Health Association of Malawi) er en privat kristen organisation, der tager hånd om befolkningens sundhed i landområderne, hvor regeringens midler ikke er tilstrækkelige. Det er samtidig en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere i Malawi.

Volontør Gitte Winther Jørgensen ankom til Chiringa netop som fundamentet til to nye medarbejderboliger og den nye fødestue blev støbt. I alt fire volontører besøgte byggeprojektet.

Fundamentet til en bedre fremtid

Vi har i de sidste tre måneder været udsendt som volontører for Folkekirkens Nødhjælp. Efter en uge med intro-forløb i Malawi, boede vi de første syv uger hos familier i landsbyer i de mest fattige dele af landet. De sidste tre uger af vores ophold boede vi i landsbyområdet Chiringa hos fire katolske nonner. Her var vi blandt andet for at observere livet på en malawiansk sundhedsklinik, drevet af organisationen CHAM.

Ved byggepladsen fanges vores øjne af de mange kvinder, der med store spande på hovederne og børn på ryggen bærer vand, sand og cement rundt på byggepladsen til deres arbejdende mænd. På bare tæer og i slidt, men farverigt tøj, arbejder de i den stegende sol. Men det er ikke lønnen alene, der får disse kvinder og mænd i arbejde. Det er visheden om, at de bygger på fundamentet til en bedre fremtid.

Svært at skaffe sundhedspersonale

En af CHAM’s store udfordringer er at tiltrække uddannet arbejdskraft som læger, jordemødre og sygeplejersker til landområderne, hvor levevilkårene er væsentligt dårligere end i byen. På landet har de færreste adgang til elektricitet og rindende vand. De nedslidte skoler er ofte overfyldte, og infrastrukturen er elendig. Tilsammen betyder det, at Malawis uddannede befolkning fravælger at bosætte sig på landet.

I et forsøg på at imødegå problemet bliver der bygget to store personaleboliger ved siden af fødeklinikken. Boligernes rindende vand og elektricitet kan forhåbentligt medvirke til at tiltrække uddannet sundhedspersonel til Chiringa.

De forhåbningsfulde kvinder og mænd vil i de kommende måneder arbejde endnu hårdere for at færdiggøre sundhedscenteret. Men den slags projekter koster penge, og selv om vi nu er tilbage i kolde Danmark med rygsækken fuld af fantastiske oplevelser, deltog vi i marts i år i Folkekirkens Nødhjælps årlige sogneindsamling for at samle ind til netop den slags projekter. På den måde kan flere kommende fødsler bliver lykkelige og livsbekræftende frem for at være en farlig begivenhed.

Artiklen er skrevet af Mia Forsberg, Freja Sofie Madsen, Gitte Winther Jørgensen og Anders Bue Bitsch, volontører for Folkekirkens Nødhjælp i Malawi

 

Anders Bue Bitsch, volontør for Folkekirkens Nødhjælp i Malawi, fortæller her om sine oplevelser, da han besøgte Chiringa Sundhedscenter i Malawi. Han ankom til stedet, netop som byggeprojektet gik i gang. Chiringa sundhedscenter skal moderniseres for penge indsamlet i Bilka i Danmark. De eksisterende bygninger på sundhedscenteret bliver moderniseret, og der skal opføres en helt ny fødeklinik og to nye medarbejderboliger.

Anders Bue Bitsch