Fødeafdelingen i Thembe begynder at tage form

Håndværkerne er i fuld gang med at mure væggene på den nye fødeafdeling i Thembe.

Murstene til de nye bygninger støbes på stedet.

Det er en kold, tåget morgen i Thembe. Man kan knap se to meter frem på grund af den dårlige sigtbarhed. Mens solen stiger, skærer dens stråler gennem den tætte tåge og udstiller den store, nye fødeafdeling, en tilbygning til den oprindelige lægeklinik, der gennem de senere år har fået lov at forfalde.

De, der går forbi den nye tilbygning, kan ikke lade være med at standse og beundre den.

”Der kommer mange mennesker hver dag for at beundre de nye bygninger,” siger Felix Chidedza på 41 år. Han er ansat som murer på byggeriet.

”Det her er noget, som ingen i Thembe havde drømt om. Den nuværende lægeklinik er opført tilbage i 1966 og blev ikke vedligeholdt,” fortæller han.

Felix Chidedza er murer på byggeprojektet.

Bedre forhold for kvinder og børn

Tanken om at få en ny moderne fødeafdeling var indtil for nylig fjern for indbyggerne i området, men med støtte fra Bilka kan befolkningen i Thembe nu smile i visheden om, at deres kvinders og børns sundhed vil blive forbedret.

”Alle, der kommer for at beundre de nye bygninger, har en historie om en ven eller nabo, der mistede livet på grund af fødselskomplikationer. Her er ingen transportmuligheder, og vejene er, som du kan se, meget ringe,” siger Felix og peger på den dybt hullede grusvej, der forbinder Thembe med hovedvejen.

’Man kan faktisk se lettelsen i deres ansigter, når de ser, hvor langt projektet nu er kommet,’ tilføjer han.

Jeg ville være vred

Felix, der har arbejdet som murer i ti år, siger, at han har det godt, når han deltager i et projekt med betydning for mange mennesker, som eksempelvis bygningen af fødeafdelingen her.

”Jeg er selv far og ville være blevet vred, hvis jeg havde mistet et af mine fire børn på grund af elendige fødeforhold,” siger han.

Felix, der lejer et hus hos noget familie i nabolandsbyen, siger, at han efter færdiggørelsen af Thembe-projektet skal flytte til en ny arbejdsplads.

”Jeg har dog altid familien med. Men jeg har dog efterladt mine to skolesøgende børn hos min mor. Jeg vil ikke forstyrre deres skolegang, fordi vi altid flytter fra det ene sted til det andet,” siger han.

Facade på fødeafdelingen, der forventes klar til juli.

Personaleboligerne er klar til juli

Bamusi Denis, på 58 år, arbejder på den ene af de to personaleboliger, der bliver bygget som en del af projektet. Med sine 32 års erfaring som murer er han en gammel rotte i byggeindustrien. Han arbejder normalt i handelsbyen Blantyre omkring 40 km fra Mulanje, hans fødested.

”Jeg har fået en korttidskontrakt,” fortæller Bamus Denis.

”Hvis de er tilfredse med mit arbejde, bliver jeg måske ansat på en anden byggeplads. Men hvis de ikke er, må jeg tage tilbage til Blantyre og finde et andet job,” siger han tilføjer:

”Det hus, jeg er i gang med nu, er næsten færdigt. Lige nu sætter vi tagbjælker op. Til juli vil huset været klar til indflytning.”

Bamusi Denis arbejder som murer ved én af de to personaleboliger, der opføres som en del af projektet. Boligerne skal tiltrække velkvalificeret personale til centret, der ligger ude på landet.

Artiklen er skrevet af Joseph Scott, kommunikationsmedarbejder, Folkekirkens Nødhjælp, Malawi

Billie-ulven var med til Giro d’Italia i Herning, formålet var at fortælle de mange besøgende i Herning om Bilkas indsamling til fordel for Malawi.

Bilka i Herning benyttede Giro d’Italia til at fortælle byens mange gæster om indsamlingen til fire sundhedscentre i Malawi

Næppe nogensinde før har der været så mange gæster i Herning på én gang, som da verdens næststørste cykelløb, Giro d’Italia, havde start og mål for to etaper i Herning 5. og 6. maj. Det ville medarbejderne i det lokale Bilka varehus benytte til at fortælle de besøgende om kædens indsamling til sundhedscentre i Malawi.

Jeg vil gerne bruge en dag her

”Det er så godt et projekt, at jeg gerne vil bruge en hel dag her, selv om det er koldt, og selv om vennerne sikkert sidder et sted nede i byen drikker bajere lige nu”, siger Frederik Poulsen, som er en af de Bilka−medarbejdere, der en hel dag bemander en bod nær målområdet, faktisk lige der, hvor rytterne udasede hiver efter vejret, samtidig med at journalister fra hele verden hiver efter en kommentar fra rytterne.

Bilka Herning har købt sig ret til at lave en bod, hvor de sælger flaskevand og armbånd til fordel for indsamlingen til Malawi.

“Det er en vigtig historie,  vi har at fortælle. Det er bidende koldt her i den friske forårsvind, og mange forbipasserende fik den hurtige beretning om, at Bilkas medarbejdere har taget en beslutning om, at de vil være med til indsamlingen til fordel for de fattigste i Malawi, og at alle er velkomne til at bidrage til indsamlingen.” fortæller  Jacob Lunding, som er afdelingschef i Bilka Herning.

Små beløb kan alle jo afse

”Man bliver optaget af det med de fattige lande, når man er med i sådan en indsamling her. Det bliver vigtigt for én at fortælle endnu flere danskere om, hvor godt vi har det, og hvor meget, vi kan hjælpe med blot små beløb. Små beløb, som vi jo let kan afse. Vi skal bare vide, hvad pengene går til. Det vil vi gerne fortælle til de mange, som kommer forbi her i dag for at se på cykelløb,” siger Jakob Lunding, og så bliver han på det nærmeste overfaldet af tre godt beduggede unge fyre:

”Hallo. Vi skal altså også lige ha’ sådan nogle Malawi−armbånd. Det går da til noget godt, ik’ o?”

Tekst og fotos: Hans Jørgen Hansen, der var med til arrangementet som frivillig for Folkekirkens Nødhjælp.

Bilka-bod til fordel for Malawi-indsamling ved Giro d'Italia i Herning 5. maj 2012. Frederik Poulsen og Jakob Lunding fra Bilka Herning

Alle aldre var velkomne til at høre om indsamlingen til fordel for Malawi.

Pia Romvig Schou til cykelløb i Herning for at fortælle om indsamlingen.

I Malawi dør 1 ud af 5 børn, før de fylder fem. Den barske realitet kommer tæt på, når man arbejder som volontør på et sygehus i Malawi.

I Danmark er vi vant til at et lille barn lægges i kuvøse, men her i Malawi, er kuvøser et sjældent syn, så man bruger kænguru metoden. Barnet bæres 24 timer tæt til moderens brust i en chitenje.

Birgitte Fly Baunsgaard fra Vejle er netop kommet hjem efter ti uger som volontør på hospitalet Holy Family Mission hospital i Phalombe, en by der ligger i det sydlige Malawi. Her fulgte hun stedets sygeplejersker, læger og jordmødr. Én af de oplevelser, der gjorde allerstørst indtryk var mødet med en lille pige på blot 700 gram:

På fødegangen har der de sidste ni dage været indlagt en mor med en lille pige, der er født for tidligt. Hun er født i 6. måned og vejer kun 700 gram.

Hospitalet har kun en kuvøse, og efter lang tids debatteren med moderen, får jordmødrene lov til at lægge pigen derind, så de kan holde hendes temperatur konstant. Hun er så lille, men utrolig aktiv. Det er umuligt at lægge et tæppe over hende inde i kuvøsen, for hun basker med arme og ben og vrider sig, indtil det er væk. Så ligger hun og kigger rundt, som om hun tænker over, hvad det er for en mærkelig verden, hun er kommet til.

Mit lille hjertebarn

Den lille pige er for lille til at drikke mælk ved sin mor, hun har ikke kræfter nok til at suge, så moderen malker mælken ud i et lille bæger og giver det med ske hver 2. time. I alle de dage hun har været her, har den lille pige lige så stille taget på. Ikke meget, men det vigtigste er, at hendes vægt går op og ikke ned. Hun har været aktiv og ikke haft nogen problemer. Hun er blevet mit lille hjertebarn, for jeg synes hun er så stærk og utrolig som hun ligger der og kæmper.

Men en fredag får hun pludselig problemer. Jeg kigger altid til hende, når jeg går forbi, denne gang er der noget i vejen. Hun er bleg og slap, og når jeg klapper hende på ryggen, reagerer hun ikke. Hurtigt får vi hende hen til maskinen, som vi bruger til at suge de nyfødte for væske i svælg og næse. Abigail Malunga, den ledende jordemoder, skælder lidt ud og fortæller mig, at moderen har overfodret barnet, så nu er hun ved at blive kvalt eller nærmest drukne i modermælk.

Jeg får lov at navngive pigen

Heldigvis reagerer pigen godt på behandlingen, og kort efter spræller hun igen lystigt i kuvøsen. Moderen ser bekymret ud og takker mig. Hun siger, at havde jeg ikke været der, ville pigen være død. Hun spørger, om jeg vil navngive hende. Jeg er beæret og behøver ikke tænke længe over hvilket navn, det skal være. Jeg giver hende navnet Hope, som betyder Håb.

Desværre er Hopes problemer ikke ovre og bare en time efter, har hun vejrtrækningsproblemer igen. Jeg får fat på Charles Malindi, som er den sygeplejerske, der står for Præmatur afdelingen. Han bruger en genoplivningsmaske til at hjælpe hende med at trække vejret. Hopes hjerte slår svagt og hun reagerer næsten ikke. Efter 20 minutter siger moderen noget på chichewa, græder og går udenfor. Charles siger, at moderen ikke vil være indlagt mere, hun er træt af at være på sygehuset og vil udskrives. Prognosen for den lille pige er nu dårlig, og uden ilt og varme fra kuvøsen er Hope så godt som død.

Svært at sige farvel

Charles går hen for at finde udskrivningspapirerne og bedstemoderen begynder at pakke deres ting sammen. Jeg står ved den åbne kuvøse med lille Hope, hendes hoved ligger i min ene hånd og kroppen i den anden. Hun er så lille og fin, hendes hjerte slår stadigt, men brystkassen hæver sig ikke mere, og kun engang imellem gisper hun efter vejret. Jeg beder til, at hun pludselig skal trække vejret normalt igen og blive fin lyserød, som hun plejer at være, at hun igen vil ligge der, som den lille energiske sprællemand hun plejer at være, men det sker ikke. Jeg siger til hende, at hvis hun har brug for at give slip nu, så er det okay, hun har kæmpet så hårdt.

Bedstemoderen kommer og viser mig, at hun vil have hende om på ryggen, bundet ind i en chitenje. Det er sådan kvinderne bærer deres børn. Så forlader de stuen, og der er nu fuldstændig tomt i kuvøsen og i sengen ved siden af. Ingen spor. Charles kommer også hen til kuvøsen og pakker den sammen. Han ærgrer sig over, at moderen ikke gav personalet tilladelse til at indoperere en sonde, da hun blev indlagt, for så var situationen måske undgået.

Bange for hospitals-slanger 

Yderst til venstre ved siden af mig står moderen til en lille dreng i vuggen, og til højre for mig står Abigail Malunga, ledende jordmoder på fødeafdelingen.

Først forstår jeg ham ikke. Jeg nægter at tro det, så jeg spørger, om de virkelig har sonder til præmature børn her på hospitalet. Han fortæller, at mødrene ofte nægter, at børnene får indlagt sond, og det samme gælder behandling med ilt. De forbinder slangerne med død, måske har de set ældre mennesker få ilt igennem en slange i næsen.

Charles fortæller mig nu, at han havde forsøgt at forklare moderen, at det var vigtigt, at pigen fik den rette mængde mælk, men moderen og bedstemoderen syntes, det var for lidt. Jeg bliver vred. Føler at moderen og bedstemoderen ved ikke at følge lægens og sygeplejerskernes råd, gav Hope dårligere odds. Jeg ved med min fornuft, at moderen selvfølgelig elsker sin datter, og at hun ville hende det bedste. Men det er så ubegribeligt, at folk vælger at handle imod sygeplejerskernes behandling.

Er der håb for Hope?

Da vi lidt efter sidder ved bordet i fødeafdelingen fortæller Abigail Malunga, at nogle gange sker det, at de har udskrevet et døende barn, men så kommer de pårørende næste dag med barnet igen, og barnets vejrtrækning er igen stabil. Den lange gåtur, hvor barnet har været bundet fast bag på ryggen, virker nærmest som genoplivning.

Jeg går en tur ned til de andre babyer på præmaturafdelingen. En mor, som jeg hjalp under fødslen, ligger her stadig. Hendes datter har det godt og sover sødt på sin mors bryst, godt pakket ind. Moderen tager min hånd og smiler, og jeg bliver lidt lettere inden i.

Jeg ved godt, at det ikke er alle små børn, der kan reddes, og at det ikke er naturens gang, at alle skal reddes. Alligevel tjekker jeg nu hver morgen sedlen for indlæggelser i håb om, at Hope er kommet tilbage. Mit lille hjertebarn. Men hun kommer aldrig tilbage.

Artiklen er skrevet af  Birgitte Fly Baunsgaard, volontør, Folkekirkens Nødhjælp

Birgitte Fly Baunsgaard ser til en lille for tidlig født dreng på fødeafdelingen på Holy Family Mission hospital i Malawi.

Bilkas medarbejdere får nu chancen for at starte deres helt egen indsamling blandt venner og bekendte. Pengene går til de fire sundhedscentre, som Bilka genopbygger i Malawi.

Alle Bilkas medarbejdere får nu chancen for at starte deres egen indsamling til fordel for de fire sundhedscentre, som Bilka netop nu genopbygger i Malawi.  
 
Opfordringen kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, og i den anledning har Bilkas medarbejdere netop haft besøg i alle varehuse landet over. Besøgene fandt sted i Bilkas medarbejderkantiner, og de ansatte fra Folkekirkens Nødhjælp delte vand og informationsbrochurer ud og fortalte om Malawi og om Bilka-projektet.

Jakob Fromberg arrangerer Stand-Up Comedy i Næstved Bio. Overskuddet går til Malawi

Dagens ret med Malawi-tvist
 
I brochurerne bliver medarbejderne opfordret til at samle ind blandt deres egne netværk eller at finde på nye initiativer til indsamlingen “Tænk Stort med små bidrag” til de fire sundhedscentre, som Bilka støtter i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.

I informationsmaterialet, der blev uddelt til alle, fik medarbejderne mulighed for at udfylde en quiz om Malawi og vinde dagens ret. I dagens anledning var dagens ret “Nkhuku ya Msuzi”, en traditionel malawiansk gryderet med chili, kokosmælk og kylling.
 

I anledning af startskuddet for medarbejderindsamlingen i Bilka: Dagens ret med et tvist af Malawi: Gryderet med kylling, chili og kokosmælk.

Stort engagement

I Næstved var det pressechef Lisbeth Engbo og journalist Eva Højrup, der delte materialerne ud og talte med de medarbejdere, der kom forbi for at spise morgenmad, før de mødte på arbejde. 
 
 ”Vi oplevede, at langt de fleste medarbejdere allerede kendte til vores samarbejde om sundhedscentrene. Det viser, at de har et stort engagement, og det er dejligt at opleve,” siger Lisbeth Engbo. 
 
Stand up for Malawi
 
Lisbeth Engbo fik blandt andet lejlighed til at tale med Jakob Fromberg, der er elev i elektronikafdelingen i Bilka i Næstved.

Jakob har fået en helt ny ide til, hvordan han vil samle ind. Han har sammen med de øvrige 12 elever i Bilka Næstved arrangeret en Stand-up Comedy koncert i Næstved Bio den 21. april. Her optræder Heino Hansen og Martin Nørgaard, der blev henholdsvis nr. 2 og nr. 3 i DM Stand Up i 2010.
 
Målet for “Tænk Stort med små bidrag” er at samle 13.8 millioner kroner ind, de første 10 millioner er allerede indsamlet

Dorothy Chidam’modzi, der er leder af Chiringa sundhedscenter, følger aktiviteterne på Chiringa sundhedscenter med et stort smil på læben. “Jeg er meget taknemmelig for, at byggeriet begyndt,” siger hun med en stemme, der er tydeligt bevæget. Projektet gavner ikke blot kvinderne, men hele lokalsamfundet her ved Chiringa. “Når barselsafdelingen bliver taget i brug, vil den bidrage til at reducere antallet af mødre, der dør under fødslen. Antallet er i dag meget højt, fordi vi ikke har tilstrækkelige faciliteter her i området, siger Dorothy Chidam’modzi.

Skrevet af: Joseph Scott (Kommunikationsmedarbejder, Folkekirkens Nødhjælp i Malawi)

Før Bilka-projektet begyndte, lå Chiringa sundhedscenter som en isoleret ø, langt ude på landet, i det sydlige Malawi.  Kun få patienter søgte lægehjælp på det nedslidte center. Nu er Chiringa sundhedscenter en bikube af aktivitet takket være Bilkas indsamling ”Tænk stort – med små bidrag”. Kvinder slæber sand og vand i store farvestrålende spande. De har fået arbejde som medhjælpere på projektet.

“Jeg har arbejdet her i to uger nu. Jeg er glad for at tjene penge, og samtidig er jeg er glad for, at jeg bidrager til udviklingen af mit lokalområde. Jeg føler med de mødre, der i dag skal gå meget langt for at komme til det nærmeste hospital for at kunne føde under professionelle forhold,” siger Liney Kanema.

Hun tjener 250 Malawi kwacha pr. dag på at være medhjælper på byggeriet. Det svarer til 9 danske kroner. Liney Kanema er mor til seks børn. Her sier hun sand til fundamentet til den nye barselsafdeling.

Skrevet af: Joseph Scott (Kommunikationsmedarbejder, Folkekirkens Nødhjælp i Malawi)

Der er liv og hektisk aktivitet over alt ved Chiringa sundhedscenter Malawi. Bygningsarbejderne blander cement og er i fuld gang med at støbe fundamenterne til en ny barselsafdeling og to medarbejderboliger.

“Vi arbejder hurtigt, for vi vil gerne sikre, at vi overholder projektets deadline,” siger Wilson Msadala, der er tilsynsførende for Nangaunozge Construction Company, der vandt udbuddet om at modernisere Chiringa sundhedscenter.

“Indtil videre holder vi tidsplanen,” tilføjer Wilson Msadala. “Fundamenterne er næsten lagt, nu går vi i gang med at støbe de miljøvenlige mursten, som skal bruges til væggene.”

Wilson Msadala har 10 års erfaring indenfor byggebranchen i Malawi. Ved siden af ham står Dorothy Chidam’modzi, der er leder af sundhedscentret.

Skrevet af: Joseph Scott (Kommunikationsmedarbejder, Folkekirkens Nødhjælp i Malawi)